Træning af kvalitet og bundniveauet er nøglen til at præstere på højt niveau i sport og livet

Præstation i livet og sport - del 3

Træning og programmering af nervesystemet til toppræstationen, uanset om det er i sport eller livet generelt, handler overordnet om tre ting (Husk at alt jeg skriver om, bliver uddybet på www.traening.dk så hvis du er i tvivl om noget, kan du helt sikkert finde uddybende artikler):

• Hurtige skift mellem sympatisk og parasympatisk aktivering

• Den perfekte balance mellem sympatisk og parasympatisk aktivering

• Udvide den parasympatiske komfortzone

Kan du designe en plan, der opfylder disse tre kriterier, vil du være i gang med at programmere dit nervesystem til toppræstationen. Husk, at vi ikke differentierer mellem sport og det “normale” liv. Det er samme tilgang, men sportens verden og forståelse af fysisk træning er godt til at forstå konceptet. For mange er det også et godt sted at begynde - på trods af, at toppræstationen ikke handler om at gå til konkurrencer, men om at være en bedre leder.

Hurtige skift mellem sympatisk og parasympatisk aktivering 

Det hurtige skift handler om evnen til at skifte mellem de to systemer, fordi det hjælper mennesket med at udnytte hvert sekund optimalt. Forestil dig en bokser, der har et minut i ringhjørnet mellem to runder, 30 sekunder pause i HIIT-træning, en lærer, der går mellem to lektioner, en leder, der har pause mellem to mus-samtaler. Det er disse situationer, vi træner til. Kan vi tænde det parasympatiske nervesystem ekstremt hurtigt, begynder vores nervesystem at restituere enormt hurtigt, og vi vil opleve energi og overskud, uanset hvad der sker. Det er altid muligt at finde ro i en travl hverdag.

Den perfekte balance mellem sympatisk og parasympatisk aktivering

Træningen og arbejdet med at programmere nervesystemet til at præstere på højt niveau handler om at forstå, at forskellige rum, kræver forskellig balance mellem det sympatiske og parasympatiske nervesystem. Skal man restituere, kræver det et stort parasympatisk respons, skal man løbe 100 meter meget hurtigt, kræver det et stort sympatisk respons. De to rum i træningen er lige vigtige, men det kræver, at systemet følger med. For hvis vores sympatiske nervesystem er for aktivt, når vi skal restituere, restituere vi mindre effektivt, det vil tage længere tid, og vi vil kunne træne mindre, det vil sige; udsætte kroppen for sympatiske triggers. Igen handler det ikke om, at du er atlet, men bare et menneske, der har fundet et sted, hvor du gerne vil præstere på højt niveau.

Når det sympatiske nervesystemet er meget aktivt, mister vi kontrollen over nervesystemet, altså over vores tanker, følelser, muskler, sanser og så videre. Dette er en forhindring for præstation på højt niveau, da man altid vil være under et stort pres i den givne situation. Så til en konkurrence eller til den store forhandling skal vi finde en god balance, hvor systemet er aktivt og fokuseret, men ikke så aktivt, at vi mister kontrollen.

Hvis det parasympatiske nervesystem er for aktivt, bliver vi trætte og mister energi. Så til en konkurrence er det vigtigt, at det ikke er for aktivt, da vi simpelthen vil miste fokus og ikke være i stand til at gøre det, vi skal. Systemet skal være med, så det sympatiske respons ikke går amok.

Udvide den parasympatiske komfortzone

Den parasympatiske komfortzone er ikke det samme som komfortzonen. Den parasympatiske komfortzone er der, hvor det parasympatiske nervesystem er så aktivt, at vi oplever total sikkerhed. Når man befinder sig her, er tingene nemme. Det er ikke svært at gøre det, man skal. Forskellen på to ledere er, hvorvidt triggerne forbundet med andre mennesker tænder et større eller mindre sympatisk og parasympatisk respons. Når sympatiske triggers omprogrammeres til parasympatiske triggers, oplever mennesket, at den opgave, de altid laver, og som normalt har stresset dem, ikke stresser længere. Det, der normalt irriterer en, gør det ikke længere. Nu er det bare let.

I sport handler det om at øge bundniveauet, altså grænsen for, hvornår det sympatiske nervesystem bliver for aktivt. Når man ser de bedste maratonløbere i verden, er det meget tydeligt, at deres parasympatiske komfortzone er meget stor i forbindelse med løb. Det vil sige, at de kan løbe meget hurtigt, uden at det tænder et unødvendigt stort sympatisk respons. Når man har trænet og udvidet denne zone, vil max-niveauet stige helt af sig selv. Når man endelig skal presse systemet, og der nødvendigvis vil være et langt højere pres og dermed sympatisk aktivering, er muligheden for at træne sig op til nye højder langt større. Ens loft bliver løftet helt enormt. 

Så i stedet for at træne på en måde, hvor man hele tiden er presset og brænder sig selv ud. Handler det om at finde det rolige tempo, og så stille og roligt udvide den parasympatiske komfortzone. Det kan man teste med åndedrættet. Kan man trække vejret i samme tempo, når man begynder at øge hastigheden på ens løb? I hverdagen på kontoret, kan man blive ved med at trække vejret, uden at glemme sig selv og sine behov? 

Når bundniveauet er maksimeret, vil mulighederne for toppræstationen øges så meget mere. Fordi vi ikke har brændt systemet ud for tidligt. Vi prøver ikke at holde et unødvendigt højt pres, som ingen kan klare. 

Så vi lærer at balancere pres med restitution effektivt og målrettet. Nu har vi det rette mindset til at træne os op på højeste niveau. 

Læs evt.: "Den parasympatiske komfortzone"