Den parasympatiske komfortzone

I den nydanske ordbog har komfortzone to betydninger:

1. Situation hvor man føler sig tryg og ikke bliver usikker

2. Område, fx i en madras eller et stykke tøj, der sikrer at man har det behageligt.

Men hvorfor føler man sig tryg og sikker?

Hvad gør at noget tøj føles behageligt?

Og hvordan ændrer man på, hvad der er ens komfortzone? 

Det er der mange svar på, set ud fra det psykologiske coaching perspektiv, handler det om tid og erfaring. Kan man ikke lide nærkontakt, kan man starte til kampsport, har man svært ved at stå foran mennesker, kan man begynde at holde foredrag. Det er det samme man gør i exposure therapy, hvor personen med angst udsætter sig selv for situationer, der starter angsten. Teorien er så at med tiden vil personen udvide sin komfortzone, hvor det føles behageligt at være i situationen.

Det er både rigtigt og forkert - når vi kigger med nervesystemets briller.

For nogle virker det, for andre gør det ikke.

Grunden til at vi ikke bare kan stole på den teori, er fordi den ikke indeholder forståelsen af at behag er forbundet med parasympatisk aktivering, og at ubehag er forbundet med sympatisk aktivering i menneskets autonome nervesystem. Hvis vores komfortzone skal udvides, kræver det at triggers, der normalt tænder det sympatiske nervesystem og dermed ubehag, skal omprogrammeres, så de tænder et parasympatisk og dermed behag i nervesystemet.

Den proces kalder jeg nervesystemsprogrammering.

Uden omprogramme​​ring ingen udvidelse af komfortzone.

Når omprogramme​​ring “lykkedes” igennem erfaring 

Denne omprogrammering kan godt ske for nogen, når de over længere tid udsætter sig selv for deres ubehag. Det er bestemt ikke en naturlov, og typisk er succes, ikke nødvendigvis en succes. 

Det der kan ske, når et menneske skal lære at overkomme sit ubehag og udvide sin komfortzone, er at personen lærer at kæmpe. Kampstrategier er forbundet med det sympatiske respons. Det betyder at når vi møder grænsen for vores komfortzone, så lærer vi at bruge det sympatiske respons til handling, i stedet for at stikke af.

Det gør så, at det kan se ud som vi udvider vores komfortzone, men inderst inde bliver vi nedbrudt af at befinde os i de situationer. Børshandlere, gamblere, soldater, politi, sygeplejersker kunne være eksempler på udsatte grupper, hvor jobbet indebære mange sympatiske triggers. Hvis de bliver i jobbet og skaber en karriere, kan det være fordi de har udviklet en mental styrke der gør at ubehaget ikke styrer deres professionelle adfærd. Med tiden bliver de indhentet, hvor ubalancer i nervesystemet fører til tilstand som stress, angst, traumer, PTSD (Se om ubalancer i nervesystemet HEr) 

Komfortzonen er ikke blevet udvidet, vi har bare lært at udholde den begrænsede komfortzone

Når succes er succes

Når det lykkedes at udvide komfortzonen, betyder det at sympatiske triggers er blevet omprogrammeret, hvor med der ikke er noget ubehag at udholde. Det er ikke nødvendigt at tage sige sammen, da situationerne nu tænder et større parasympatisk respons. 

Derfor bruger vi i NSP-Træning “Den parasympatiske komfortzone” da det langt mere direkte beskriver årsag og behandlings mulighed. Målet er ikke at udsætte kroppen for ubehagelige situationer og håbe på en omprogrammering med tiden. Målet er at lære at omprogrammere de sympatiske triggers, så vi systematisk kan skabe et større og større parasympatisk respons. Det kræver så en gradvist større og større eksponering for ens triggers, hvor tid og erfaring begynder at virke, da vi konstant er i kontrol over processen, den sker ikke tilfældig.

Når det sker, udvider vi den parasympatiske komfortzone.

Udvidelse af den parasympatiske komfortzone 

Grunden til at tid og erfaring er ekstremt usikre parametre, er fordi det enkelte individ er meget forskelligt. Vi reagerer meget forskelligt på triggers, hvor nogle mennesker kan blive direkte traumatiseret af at holde fordrag, så lærer andre at vokse med opgaven. Den forskellighed, er nødvendigt at tage højde for, når vi beskriver komfortzonen og begynder at anbefale at folk udfordrer den. Jeg tror ikke der er nogen mennesker, der kan være uenige i at det er en god ide at udvide sin komfortzone, men i praksis er det få mennesker der reelt gør det.

Hvorfor ikke udvide sin komfortzone?

Metoden hvor erfaring og tid er redskabet, vil personen opleve meget stort ubehag, typisk i meget lang tid. I den tid, kan der ske rigtig meget. Som mennesker ved vi nærmest instinktivt, at det at udvide sin komfortzone er meget arbejde og stress over lang tid, så det kræver energi og overskud. Vi skal tage os sammen for at vælge den vej. Når så vi lever et liv, med mange andre triggers fra børn til arbejde, kan det blive meget uoverskueligt, at presse sig selv.

De fleste mangler simpelthen motivationen til at være i ubehag over meget lange perioder for at udvide deres komfortzone

Udvidelse af den parasympatiske komfortzone kræver ikke motivation

Den anden vej, er igennem direkte og bevidst omprogrammering af nervesystemet. Her er erfaring og tid ikke de primære virkningsmekanismer, hvormed det ikke er et spørgsmål om at udholde ubehag over lang tid. NSP-Træning er den mest effektive måde at omprogrammere nervesystemet, det vi i små skridt, lærer at arbejde med ubehag alle steder i vores liv. Vi behøves ikke tilføje en masse ekstra ubehag, der kræver overskud. Vi lærer simpelthen at overtage nervesystemet der hvor vi er, hvilket medfører at vi langsomt kan udvide den parasympatiske komfortzone, uden at være bekymret for at vi bare lærer at tage os sammen og kæmpe.

Processen er derfor aldrig tilfældig, vi håber ikke på at nervesystemet lærer at finde sikkerhed over tid. Vi benytter os af teknikker, der direkte tænder det parasympatiske respons, og træner dem, så vi kan bruge dem under stigende pres, det vil sige mødet med grænsen for vores parasympatiske komfortzone. 

På den måde oplever mennesket, at de situationer, der normalt skabte ubehag, bliver behagelige. Vi skal aldrig tage os sammen. Vi lever bare. 

Alt adfærd og personlig udvikling kan define​​res som udvidelse af den parasympatiske komfortzone

Uanset hvilken adfærd vi arbejder med, om det er en soldat der skal kunne præstere i krig, til en overvægtig der vil tabe sig, så vil vi være tiltrukket af parasympatiske og frastødt af sympatiske triggers. Når vi så lærer ikke at slås med triggerne, men omprogrammere dem, vil adfærden på overfladen ændre sig, af sig selv. Soldaten vil have mere overblik og handle hurtigere, den overvægtige vil stoppe med at spise de ting, der skaber overvægten. 

Alt adfærd kan puttes ind i kassen af den parasympatiske komfortzone, hvormed alt forandring kun opstår, hvis den zone bliver udvidet. I forbindelse med misbrug lærer mange desværre at kæmpe, hvormed misbruget altid vil være der, men de er blevet så mentalt stærke at de ikke reagerer på triggerne, hvor hvis deres triggers bliver omprogrammeret, vil de glemme alt om misbruget. Alkohol, stoffer, hash, er ikke længere nødvendigt, da de for det meste kun er en mekanisme til at fjerne ubehag. Men da de har lært at omprogrammere ubehaget, er det ikke nødvendigt længere.

Adfærd er intet andet end symptomet på størrelsen af vores parasympatiske komfortzone