.png){kind=logo}
Hello
This is your About Page. It's a great opportunity to give a full background on who you are, what you do, and what your website has to offer. Double click on the text box to start editing your content and make sure to add all the relevant details you want to share with site visitors.
Hvad er kognitiv og meta-kognitiv terapi? Den kognitive metode arbejder med indholdet af tankerne, hvor den meta-kognitive metode vil prøve at aflede fra tankerne. Den kognitive er den klassiske, hvor man kan se “barndommen” som årsagen til angst, hvormed man dykker ned i barndommen. I den meta-kognitive metode ser man overtænkning og grublerier som årsagen til angst, hvormed behandleren vil prøve at fjerne fokus væk fra overtænkningen. I NSP-Træning ser vi de eksterne og interne triggers som årsagen, hvormed vi vil undervise og træne klienten i at omprogrammere triggerne. Den første forskel er tilgangen til tanker i det hele taget Det første og vigtigste udgangspunkt er, at tanker i NSP-Træning “kun” er signaler i det centrale nervesystem. I det centrale nervesystem findes der ca. 100 milliarder neuroner, hvilket gør CNS til et meget stort og komplekst system, med mange funktioner, hvor tanker er en af de funktioner. Målet i NSP-Træning er altid kontrol over signalerne i nervesystemet for at kunne sende dem nye steder hen, derfor søger vi kun efter, hvor vi kan kontrollere og hvor vi ikke kan. I alle tilfælde vil kognitive forandringer altid være et mål. Her kunne vi stille følgende spørgsmål: Hvordan får man et menneske til at tænke anderledes? Hvordan får man et menneske til at tænke mere effektivt i forhold til at løse sine udfordringer selv? Hvordan arbejder man med stress, angst og traumer i forbindelse med tankerne? NSP-Træning: Hvordan tænder vi de rette signaler i CNS, til at mennesket overkommer sine udfordringer og lever sit bedste liv?
Hvad er kognitiv og meta-kognitiv terapi? Den kognitive metode arbejder med indholdet af tankerne, hvor den meta-kognitive metode vil prøve at aflede fra tankerne. Den kognitive er den klassiske, hvor man kan se “barndommen” som årsagen til angst, hvormed man dykker ned i barndommen. I den meta-kognitive metode ser man overtænkning og grublerier som årsagen til angst, hvormed behandleren vil prøve at fjerne fokus væk fra overtænkningen. I NSP-Træning ser vi de eksterne og interne triggers som årsagen, hvormed vi vil undervise og træne klienten i at omprogrammere triggerne. Den første forskel er tilgangen til tanker i det hele taget Det første og vigtigste udgangspunkt er, at tanker i NSP-Træning “kun” er signaler i det centrale nervesystem. I det centrale nervesystem findes der ca. 100 milliarder neuroner, hvilket gør CNS til et meget stort og komplekst system, med mange funktioner, hvor tanker er en af de funktioner. Målet i NSP-Træning er altid kontrol over signalerne i nervesystemet for at kunne sende dem nye steder hen, derfor søger vi kun efter, hvor vi kan kontrollere og hvor vi ikke kan. I alle tilfælde vil kognitive forandringer altid være et mål. Her kunne vi stille følgende spørgsmål: Hvordan får man et menneske til at tænke anderledes? Hvordan får man et menneske til at tænke mere effektivt i forhold til at løse sine udfordringer selv? Hvordan arbejder man med stress, angst og traumer i forbindelse med tankerne? NSP-Træning: Hvordan tænder vi de rette signaler i CNS, til at mennesket overkommer sine udfordringer og lever sit bedste liv? Jeg tror i bund og grund at kognitiv og meta-kognitiv terapi har samme mål og svarer på de samme spørgsmål. Spørgsmålet er nu, hvordan kommer man derhen? Og ikke bare kommer derhen, men hvor hurtigt kan man man gør det?
Hvad er kognitiv og meta-kognitiv terapi? Den kognitive metode arbejder med indholdet af tankerne, hvor den meta-kognitive metode vil prøve at aflede fra tankerne. Den kognitive er den klassiske, hvor man kan se “barndommen” som årsagen til angst, hvormed man dykker ned i barndommen. I den meta-kognitive metode ser man overtænkning og grublerier som årsagen til angst, hvormed behandleren vil prøve at fjerne fokus væk fra overtænkningen. I NSP-Træning ser vi de eksterne og interne triggers som årsagen, hvormed vi vil undervise og træne klienten i at omprogrammere triggerne. Den første forskel er tilgangen til tanker i det hele taget Det første og vigtigste udgangspunkt er, at tanker i NSP-Træning “kun” er signaler i det centrale nervesystem. I det centrale nervesystem findes der ca. 100 milliarder neuroner, hvilket gør CNS til et meget stort og komplekst system, med mange funktioner, hvor tanker er en af de funktioner. Målet i NSP-Træning er altid kontrol over signalerne i nervesystemet for at kunne sende dem nye steder hen, derfor søger vi kun efter, hvor vi kan kontrollere og hvor vi ikke kan. I alle tilfælde vil kognitive forandringer altid være et mål. Her kunne vi stille følgende spørgsmål: Hvordan får man et menneske til at tænke anderledes? Hvordan får man et menneske til at tænke mere effektivt i forhold til at løse sine udfordringer selv? Hvordan arbejder man med stress, angst og traumer i forbindelse med tankerne? NSP-Træning: Hvordan tænder vi de rette signaler i CNS, til at mennesket overkommer sine udfordringer og lever sit bedste liv? Jeg tror i bund og grund at kognitiv og meta-kognitiv terapi har samme mål og svarer på de samme spørgsmål. Spørgsmålet er nu, hvordan kommer man derhen? Og ikke bare kommer derhen, men hvor hurtigt kan man man gør det?
Hvad bygger nervesystemsprogrammering på?
Contact
I'm always looking for new and exciting opportunities. Let's connect.
123-456-7890
Vi forstår menneskets mekanismer på samme måde som en computer. Kredsløbet der sender strømmen rundt, kaldes nervesystemet. Slukker nervesystemet, slukker livet. Signalerne i nervesystemet løser alle opgaver, der gør os til mennesker, og virker lidt som et orkester med over 100 milliarder nerveceller, der skal samarbejde.
Den vigtigste del af dette orkester er hjernen, der fungerer som dirigenten, der får alle de forskellige dele til at samarbejde. Den vigtigste prioritet for dirigenten er altid orkestrets/menneskets overlevelse, som den styrer igennem det autonome nervesystem, der står for alle funktioner forbundet med fysisk overlevelse.
På trods af at livet for de fleste mennesker er ekstremt sikkert, og der er meget lidt, der truer vores overlevelse, reguleres nervesystemet stadig som om vi var dyr, der skal overleve. Signalerne forbundet med det autonome nervesystems overlevelsesmekanismer er altid tændte, og har vidtrækkende konsekvenser for menneskets adfærd, da resten af nervesystemet bliver kontrolleret igennem disse signaler.
Vi kalder signalerne forbundet med overlevelse for nervesystemsprogrammer, der tændes og slukkes alt efter hvor sikre dirigenten vurderer omgivelserne er.
Ved at forstå hjernen som dirigent og orkesterleder, hvor første prioritet er sikkerhed, arbejder vi i nervesystemprogrammering med at påvirke alle de forskellige dele af nervesystemet så orkesteret spiller i synkronicitet.
Ved bevidst at overtage og arbejde med de forskellige dele af nervesystemet, opdaterer vi vores nervesystems reaktioner, så det virker optimalt under de vilkår, vi lever under i dag.
Hvad bygger nervesystemsprogrammering på?
Hvorfor er det autonome nervesystem så vigtigt for dit liv? Når vi er i fare, slukker det autonome nervesystem unødvendige funktioner, der ikke hjælper med overlevelse, såsom følelser og tanker. Denne regulering fører til forskellige handlinger og adfærd, alt efter om vi er mere eller mindre i sikkerhed. Den regulering er absolut nødvendig for at holde et dyr i live, hvor i et nutidsmenneske bliver konsekvensen ret anderledes. I en kaotisk verden, hvor de største trusler er andre mennesker, har hjernen svært ved at skelne imellem sikkert og usikkert. Nervesystemet får konstant nye informationer fra triggers ude og indefra. Sanseindtryk i vores omgivelser og tanker i vores hjerne. Selv om de reelt ikke er farlige, efterlader de nervesystemet i en potentiel unødvendig overlevelsestilstand. Dirigenten er vant til, at et bestemt indtryk betyder fare, hvor det i menneskets virkelighed ikke er farligt. De signaler, nervesystemet reagerer på, er resultat af en programmeringsproces, der sikrer, at mennesket søger væk fra fare. Dirigenten lærer at spille den rigtige musik, tænde det rigtige overlevelsesrespons afhængigt af omgivelserne. Processen begynder allerede, når systemet dannes i fostertilstanden. Når vi bliver fanget af vaner og mønstre, er det, fordi det kendte skaber et “sikkert” miljø for nervesystemet. Dirigenten vurderer med andre ord, at det kendte er sikkert, mens det ukendte risikerer at være usikkert. Programmeringsprocessen stopper ikke, når barnet bliver født, men påvirkes gennem hele livet, da alle indtryk skal registreres og oversættes til et respons i det autonome nervesystem. I denne ubevidste proces kan nervesystemet blive fejlprogrammeret, det vil sige dirigenten lærer at noget er farligt, uden at være farligt. Disse fejlprogrammeringer skaber ubalancer, og hjernen vil begynde at fejltolke virkeligheden. Der bliver spillet sørgelig musik i en komedie, hvor det slet ikke passer ind. Vi oplever måske oven i købet en følelse af angst eller usikkerhed, på trods af at vi faktisk “burde” grine. Måske griner alle andre, mens mennesket med angst er ked af det. Det kan få dig til at søge væk fra situationer, som i bund og grund ikke er farlige, men som er forbundet med ubehag. Stress, angst, traumer og depression kan for eksempel udvikle sig på grund af fejlprogrammering, hvor adfærden forbundet med disse ubalance så bidrager til yderligere fejltolkninger. En situation, som du forbinder med ubehag, kan få dig til fejltolke signaler fremover. Det kan få dig til at undgå en situation, der kan minde om det, selvom der ingen fare er forbundet med den.