Ubalancer i nervesystemet - Stress, angst, traumer, PTSD og depression

Nervesystemet er overordnet delt ind i fire dele, der hver især har tilknyttet funktioner. De fire dele er det centrale, autonome, motoriske og sensoriske nervesystem. Når en funktion aktiveres, starter det en reaktionskæde af andre funktioner i nervesystemet, som vi kalder reaktionskæder. Det betyder, at alle dele af nervesystemet arbejder i et samarbejde. Det samarbejde kan sammenlignes med et orkester. De forskellige dele af nervesystemet, kan vi kalde instrumenterne, hvor det centrale nervesystem er dirigenten, der styrer orkesteret. 

Målet i NSP-Træning er at få nervesystemet til at spille den rette melodi, der matcher nuet. Når orkesteret spiller forkert, svarer det til, at der bliver spillet gysermusik til en komedie. 

Fejlprogrammeringer i nervesystemet skaber ubalancer, der gør, at vi opfatter virkeligheden forkert. 

• Vi kan føle os pressede på trods af, at der ikke er noget pres.

• Vi kan føle angst på trods af, at der ikke er nogle trusler.

• Vi kan gå i panik over små ting, der ikke er farlige.

• Føle os ensomme blandt mange mennesker.

• Føle at det koster en masse energi at stå op af sengen.

Overblik over nervesystemet

I figuren ovenfor kan du se et overblik over de fire dele af nervesystemet.

De forskellige ubalancer har psykologien givet diagnose-navne, som stress, angst, traumer, PTSD og depression.

I NSP-Træning er diagnoser overfladen, det vil sige adfærd. En, der lider af stress, betyder, at denne har en “stress-adfærd”. Den adfærd er så et resultat af reaktionskæder i nervesystemet, der bliver aktiverede af triggers, og som i sidste ende styrer vores adfærd.

Adfærden i forbindelse med diagnoser er altså konsekvensen af et fejl-programmeret og ubalanceret nervesystem, hvor vi begynder at handle ineffektivt i forhold til, hvad virkeligheden kræver. 

De fleste mennesker har ubalancer i nervesystemet, da vi ikke er bevidste om, hvordan vores nervesystem bliver programmeret op igennem vores opvækst. Det betyder ikke, at det bliver sygeligt, men typisk vil det være mere en forklaring på, hvorfor man er, som man er, uanset hvad det betyder. For nogen bliver ubalancerne i nervesystemet så store, at vores adfærd matcher mindre og mindre med behovet i hverdagen.

De forskellige diagnoser opstår: 

• Når ubalancerne bliver større på grund af yderligere fejlprogrammeringer.

• Når miljøet ændrer sig, for dermed at aktivere reaktionskæder i nervesystemet, der ikke bliver aktiverede i det gamle miljø.

For at rette op på ubalancerne i nervesystemet, kræver det, at vi lærer at overtage nervesystemets programmering bevidst - hvilket er derfor, jeg har udviklet NSP-Træning. Både for at stoppe fremtidig fejlprogrammering - men også for at omprogrammere tidligere fejlprogrammeringer og dermed udvide det, vi kalder den parasympatiske komfortzone.

Årsag til ubalancer - Overlevelse er første prioritet

Nervesystemets vigtigste funktion er overlevelse. Den funktion bliver styret af det autonome nervesystem. Når vi er i overlevelse, aktiveres den sympatiske del, og når vi er i sikkerhed, aktiveres den parasympatiske del af det autonome nervesystem.

Alt i vores miljø bliver registreret af vores sensoriske nervesystem, der sender signal ind til det centrale nervesystem (CNS). I CNS bliver signalet omsat til et sympatisk eller parasympatisk respons. Derfor kalder vi alt, der påvirker vores sanser, for eksterne triggers.

Hvorvidt den eksterne trigger bliver omsat til sikkert (parasympatisk) eller farligt (sympatisk) respons, er styret af tidligere programmering, hvor vi har mødt en given trigger. Den programmering kan gå galt, hvilket betyder, at nervesystemet f.eks. aktiverer et alt for stort sympatisk respons i forhold til, hvad der er brug for.

Funktionen i det sympatiske respons er at fokusere hele nervesystemet på truslen. Kommer der en tiger, skal vi kun én ting, og det er at kæmpe, flygte eller fryse. Det betyder, at det sympatiske respons overtager vores system, hvormed vi mister kontrollen over vores adfærd. 

Diagnoserne, forbundet med ubalancerne i nervesystemet, er defineret af den adfærd, som opstår, når vi er sympatisk aktiveret. Vi mister kontrollen og kan begynde at gøre ting, der ikke matcher behovet i virkeligheden. F.eks. panik-angst i supermarkedet er ikke funktionelt og matcher ikke med behovet i virkeligheden. 

Vi kalder det for kamp-, flugt- eller frys-adfærd.

Interne triggers

Udover eksterne triggers har mennesket også interne triggers. Det vil sige noget, der sker inde i kroppen, som CNS vurderer som farligt eller sikkert. Det kunne være, man tænker på et monster. Den tanke kan aktivere et sympatisk respons, hvormed vi kunne opleve frygt og andre reaktioner forbundet med den givne triggers reaktionskæde. Det kunne ske, når vi sover.

Alt i kroppen, fra tanker og følelser til hjertet der banker, kan i princippet blive programmeret som interne triggers. Har man haft et hjertestop, kan det at mærke sit hjerte banke hurtigere være en intern trigger, der så aktiverer et stort sympatisk respons.

Balancen mellem det sympatiske og parasympatiske nervesystem

I figuren ovenfor kan du se, hvordan balancen mellem det sympatiske og parasympatiske nervesystem forskubbes i forbindelse med de forskellige tilstande / diagnoser.

Forskellen, på de forskellige tilstande, er deres trigger-profil. 

Trigger-profilen er et udtryk for mængde og type af triggers. 

Trigger-profilen er det primære "diagnose"-redskab i NSP-Træning.

Det betyder i bund og grund bare en analyse af den enkeltes triggers, så vi derefter kan vælge det rigtige fokus i træningen for at omprogrammere nervesystemet så effektivt som muligt. 

I NSP-Træning bruger vi kun ordet diagnose i denne anledning, fordi det er det, mange genkender og har lært. Men i bund og grund kan det være misvisende, og give rum til mange fejltolkninger, når vi definerer “angst”. Det er en flydende tilstand alt efter balancerne i nervesystemet. Det kunne blive til depression, stress, PTSD, ingen af kasserne beskriver udfordringen specielt godt - da den udelukkende er defineret af vores triggers.

De triggers skal omprogrammeres, uanset diagnosen, med den samme tilgang. Men der kan være overvejelser forbundet med forskellige trigger-profiler, man skal tage højde for i træningen. Et menneske med traume-triggers skal gå langsommere frem, end en med stress osv. Vi er forskellige, men vi er også meget ens. Det handler om at lære at analysere nervesystemet og bruge principperne i bevidst omprogrammering optimalt, alt efter den enkeltes trigger-profil.

Så hvad skal vi overveje i forbindelse med ubalancer i nervesystemet?

Nervesystem i balance 

Målet med NSP-Træning er at omprogrammere unødvendige og fejl-programmerede triggers, så nervesystemet reagerer optimalt på virkeligheden. 

Udfordringen, som menneske i forhold til dyr, er, at vi har mere komplekse behov, hvor sikkerhed kun er en del heraf. Der er mange måder at definere vores behov på. Jeg bruger typisk Tony Robbins´ model med de seks behov: Sikkerhed, forandring, relationer, være unik, skabe værdi for andre og personlig udvikling. For at få tilfredsstillet de behov kommer vi til at møde sympatiske triggers, der skal omprogrammeres, for at det nye kan blive en del af vores adfærd. 

Det kalder vi at udvide den parasympatiske komfortzone. Den udvidelse sker i det øjeblik, hvor vi bliver født. I starten er alt farligt, men op gennem opvæksten bliver nervesystemet programmeret til at se forskel på trusler og ikke-trusler. Dette sker ubevidst for alle, men fordi det kan gå galt, går vi i NSP-Træning ind og overtager processen bevidst for at skabe balancen, men også for at blive ved med at finde og omprogrammere nye triggers.

Det betyder, at vi bliver ved med at omprogrammere flere og flere sympatiske triggers, ved aktivt at træne og møde nye miljøer og udfordringer. Det vil sige, at vi udvider de områder i livet, hvor nervesystemet er i sikkerhed. Jo mere vi gør det, jo mere vil vi som menneske opleve at have frihed og kunne følge det, der er rigtigt og vigtigt for os, uden at blive holdt igen af sympatiske triggers, der ændrer vores adfærd.

Målet i træningen er at finde balancen mellem, hvornår vi skubber på for at møde sympatiske triggers, i forhold til hvor gode vi er til at aktivere det parasympatiske respons? 

Hvad er stress?

“Stress er et større sympatisk end parasympatisk respons i det autonome nervesystem over tid.”

Når vi udvider vores parasympatiske komfortzone, møder vi sympatiske triggers, der skal omprogrammeres. Det kunne være, når vi skal lære at cykle. I starten vil nervesystemet opfatte det som farligt, men med tiden vil vi lære at cykle, hvis vi bliver ved med at prøve at cykle og konstant programmerer nervesystemet til at aktivere det parasympatiske respons. Det er her, forældrene skal hjælpe til med at skabe sikkerhed, imens barnet prøver ting og bliver “bedre” til livet.

Nu er vores parasympatiske komfortzone udvidet. 

Når vi skal igennem den proces, sætter det nervesystemet ud af balance midlertidigt, indtil triggeren er omprogrammeret, hvilket er livets naturlige progression. Sådan fungerer det for alle liv, der skal vokse op, overleve og videreføre deres gener.

Problemet opstår, hvis man bliver i den tilstand, hvor man altid er i fare. Det vil sige, det sympatiske nervesystem er overaktivt uden effektivt at kunne aktivere det parasympatiske nervesystem. I naturen vil det betyde, at vi til sidst bliver spist. Men fordi vi har designet samfundet, som vi har, og f.eks. er afhængige af at tjene penge, tvinger vi os selv til at blive i et miljø, med mange sympatiske triggers det kunne være på arbejdet.. Nu begynder kroppen at blive nedbrudt. Der er simpelthen for mange trusler til, at nervesystemet kan nå at omprogrammere triggerne og restituere, så nu hober de sig op.

Der findes altså ikke stressende arbejde, der findes steder med flere eller færre triggers af det sympatiske respons, og når vi ikke er i stand til at omprogrammere de triggers, vil det med tiden skabe uhensigtsmæssige adaptationer i nervesystemet. Det kunne være hjernen, der bliver nedbrudt og vi får f.eks. dårligere hukommelse.

Trigger-profil for stresstilstanden

Ved stress-tilstanden er sympatiske triggers tydelige og lette at identificere. Det kan være høje lyde på arbejdet. Når man fjerner den høje lyd, f.eks. ved at skifte arbejde eller holde fri, reduceres den sympatiske respons og stresstilstanden. For barnet, der skal lære at cykle, er det cyklen.

Jo længere vi er i stress-tilstanden, jo flere interne sympatiske triggers vil vi også udvikle, så bare tanker om at skulle på arbejde, kan aktivere det sympatiske respons. Har et barn svært ved at lære noget, vil barnet opleve, at tanken om at skulle i skole aktiverer et sympatisk respons, der får det til at slås eller flygte.

Hvad er angst?

“Angst er en større sympatisk end parasympatisk respons, der ikke matcher risikoniveauet i omgivelserne”

Eksterne triggers, forbundet med stress-tilstanden beskrevet ovenfor, er i starten lette at identificere. Triggerne passer også til den risiko, der rent faktisk er. Der er en tiger, og vi skal reagere. Det er vigtigt, og det er sådan, det skal være. Hvis vi er i tilstanden i længere tid, vil nervesystemet begynde at installere flere og flere interne sympatiske triggers, hvor alt fra tanker og følelser begynder at blive vurderet som farlige. Hvis vi så fortsætter i denne tilstand, vil triggerne, der gav mening og matchede virkeligheden, blive taget ud af kontekst. Da menneskets virkelighed er meget anderledes end hos dyrene, begynder vi at møde lyde, der kun er farlige i en bestemt kontekst. Det kunne være lyden af fodtrin. De lyde kunne være farlige, da vi var børn, men som voksen møder vi fodtrin mange steder, uden at de er farlige.

I dyreriget er det anderledes, der er et lyd - og synsindtryk forbundet med en tiger altid farligt, uanset kontekst. Det er sådan, nervesystemet er udviklet, hvilket bliver et problem for mennesker, når vi har fejl-programmeret triggers som meget farlige, der i sig selv ikke er farlige.

Det betyder, at stress-tilstanden er blevet til en angst-tilstand, hvor alt i omgivelserne kan være farligt, samtidigt med at vores interne triggers er med til at gøre livet endnu farligere. 

Forskellen på stress og angst er altså, at der er mange diffuse triggers, som er svære at identificere, og som skaber unødvendige store sympatiske responser, der ikke matcher virkeligheden. 

I omprogrammeringen af nervesystemet er en af de typiske udfordringer at få mennesket til at stoppe med at tænke for meget på “hvorfor”, “hvordan” og “hvorledes”, til “bare” at træne. Små triggers i hverdagen, lyde på gangen osv., er alle vigtige triggers. De fleste fokuserer kun på de “store” triggers, der gør os irriterede eller vrede. Men før vi kan omprogrammere de store sympatiske triggers, skal vi træne med mindre triggers - for at lære at træne. Få styr på nervesystemet og principperne. 

At få mennesker med angst til “kun” at træne kan være en stor udfordring, og skal overvejes som et vigtigt fokuspunkt, hvis man vil i gang med at omprogrammere systemet.

Hvad er et angstanfald?

“Et angstanfald er et stort sympatisk respons typisk forbundet med mange sympatiske triggers og traume-triggers”

Når vi møder triggers, der aktiverer et stort sympatisk respons, mister vi meget kontrol over nervesystemet. Det vil sige, at alt i systemet går i overlevelse, hvormed vi oplever alle mulige former for reaktioner. Fra kroppen der spænder meget op, som konsekvens af det motoriske nervesystem, gør sig klar til kamp, flugt eller frys - til svedproduktion, hjertet der slår hurtigere, vi får tunnelsyn og meget mere. 

Vi kalder triggers, der tænder et meget stort sympatisk respons, for traumetriggers. Det er den slags triggers, der aktiverer et angstanfald.

Typisk kan der også være en ophobning af mange sympatiske triggers, det kunne være i supermarkedet, hvor det ikke nødvendigvis er én traume-trigger. Men den samlede mængde af sympatisk aktivering, der sætter kroppen i ekstrem overlevelse.

Ved angstanfald kan man opleve meget ubehagelige følelser som dødsangst. Tanker der følger med, og man tror, man skal dø. Man kan også blive helt tanketom og bare opleve et nervesystem i total overlevelse.

For at kunne omprogrammere traume-triggers skal man altså først have arbejdet med de små triggers, så man reducerer den overordnede sympatiske respons. For med tiden at arbejde sig hen til traume-triggers. Gør man ikke det, betyder det, at man stopper med at træne. Det medfører, at det ikke er muligt at arbejde med de “store” triggers. 

Det er ligesom i fitnesscenteret. Du er nødt til at løfte lette vægte mange gange for at blive stærk nok til at løfte 200 kg.

Hvad er PTSD?

“PTSD er et nervesystem med traume-triggers, forbundet med en eller flere specifikke oplevelser”

Angst-tilstanden bliver udviklet over tid fra stress-tilstanden, hvor nervesystemet i små skridt bliver trænet og programmeret til at opfatte flere og flere hverdags-triggers som farlige. Hvor PTSD kommer af én eller flere meget store oplevelser, hvor nervesystemet blev ekstremt sympatisk aktiveret, det vil sige, at det vurderede, at vi var i stor fare. Det kalder vi “traumer” eller “traumatiske oplevelser”, hvilket i NSP-Træning kun er tidspunkter, hvor der blev installeret traume-triggers i nervesystemet. 

Disse traume-triggers kan så blive aktiveret længe efter, vi har været i den pågældende situation. Når nervesystemet først har lært, hvordan en tiger lyder, vil den lyd altid aktivere et sympatisk respons. 

Typisk vil vi dog blive mere ramte af traume-triggers, hvis der er mange små sympatiske triggers, der sætter nervesystemet ud af balance. Det vil sige, at hvis miljøet ændrer sig, kan disse triggers begynde at styre vores adfærd mere og mere. Det kan også gå den anden vej. Ændrer vi miljøet, fjerner vi triggerne, vil tilstanden mindskes. 

Problemet opstår, hvis vi har mange interne triggers, der kan aktivere tilstanden, så kan vi ikke bare ændre miljøet. Det betyder, at vi som mennesker kan blive mere og mere syge, miste mere og mere kontrol over vores sind. Det kan bevæge sig over til tvangstanker, vrangforestillinger, psykoser og andre fænomener.

Det vigtige er at forstå, at træningen er den samme.

Målet er stadig “bare” at omprogrammere triggers. Vi skal bare være varsomme med at gå for hurtigt frem. Det er ikke nogen fordel at møde en traume-trigger, før vi rent faktisk har trænet med små triggers. Det svarer til at prøve og løfte 200 kg. på trods af at vi dårligt nok kan løfte 100 kg. Det kræver altså tålmodighed og en langsom progression, som mange mennesker skal hjælpes til at holde fokus på.

Hvad er depression?

“Depression er et frys-respons forbundet med det sympatiske respons, der skaber et modsvarende stort parasympatisk respons over tid”

Når det sympatiske nervesystem aktiveres, er det fordi, der er en trussel. Den trussel skal vi handle på. Det er derfor, vi mister kontrollen over nervesystemet og bliver fanget af kamp, flugt eller frys-adfærden.

Kamp-adfærd: Det første respons er kamp, hvor vi prøver at fjerne truslen. At kæmpe kræver, at nervesystemet vurderer, at vi kan vinde. Så reaktionskæden, der bliver sat i gang, vil tænde reaktioner i forbindelse med kamp. De reaktioner er programmeret ind, før vi møder truslen. Det vil sige, hvis vi ikke har lært at slås, imens vi er sympatisk aktiveret, vil det ikke være en mulighed i nuet.

Kamp-adfærd for mennesket kan i børn ses meget tydeligt, men som vi vokser op, bliver det til mange forskellige ting, specielt i forbindelse med måden vi kommunikerer på. 

Flugt-adfærd: Når vi ikke kan slås, skal vi flygte. Igen er flugt-adfærden et resultat af tidligere træning. Uden den træning vil vi fryse. Hos voksne mennesker, bliver det behov så ofte undertrykt, hvormed det bliver til et stort indre pres, der med tiden kan blive til frys-adfærd. Man lærer altså som voksen ikke at lytte til, hvad ens krop fortæller en.

Frys-adfærd: Når mennesker oplever at fryse, når de f.eks. bliver overfaldet af en trussel, er det, fordi deres nervesystem ikke er trænet til hverken at slås eller flygte. Vi har simpelthen ikke evnerne til at handle. Nu er der kun én udvej, og det er at fryse. Frys-responsen stopper al handling. Her er man bare et offer for truslen, og ved at fryse kan der være sandsynlighed for, at truslen bevæger sig videre.

Problemet for mange mennesker, der har oplevet traumatiske oplevelser som vold og voldtægt, er, at de slår sig selv i hovedet bagefter, går rundt med dårlig samvitighed, og får den ide, at de kunne have gjort mere. Den ide er et problem, fordi det kunne de ikke, hvis deres nervesystem ikke er trænet til det. Det svarer til, at man tror, man kan bokse imod en professionel bokser ved at vide, hvordan man bokser. Det giver ikke mening. Vi kommer kun til at kunne bokse ved at træne, uden den træning er det ikke muligt. Vi kan gå i ringen, men vi har ingen chance.

Depression kan ses som en frys-tilstand, hvor man har kæmpet og flygtet, men truslen bliver ved med at være der. Har man angst, er der mange sympatiske triggers, hvormed der er mange “trusler”. På et tidspunkt kan de blive for meget, fordi nervesystemet ikke er trænet til at møde de trusler. Og fordi man mangler evner til at omprogrammere triggerne, samtidigt med at man har alt for mange interne triggers, vil depression være en naturlig adaptation. De interne triggers kunne være negative katastrofe-tanker og bekymringer, der øger den internt aktiverede sympatiske respons.

I denne tilstand er det parasympatiske nervesystem alt for aktivt, da overmagten i form af sympatiske triggers, kræver, at man stopper alt. Giver slip og ikke bruger noget energi. Nu opleves alt som hårdt at gøre, fordi det sympatiske respons bliver sat ud af kontrol for at overleve.

Omprogrammering i forbindelse med depression kræver, at man lærer at aktivere det sympatiske respons, for at få energi til at handle. Samtidigt skal man også omprogrammere interne sympatiske triggers, hvilket gør træningen svær. At omprogrammere sympatiske triggers, kræver at man møder de triggers. Problemet for en med depression er at de let reagere med frys-responset, hvormed træningen stopper. Så det er en fin balance gang, mellem den bevidste aktivering af begge systemer.

Det mentale arbejde er derfor meget vigtigt, da den deprimerede kan holde sig selv i sin tilstand ved hjælp af tankerne. Arbejdet med interne triggers og omprogrammering er typisk meget anderledes, end hvad mange har lært i terapi, hvilket til tider desværre skaber unødvendig modstand imod processen. Vi ved simpelthen for meget til at holde det simpelt og “bare” træne. Dette er en typisk udfordring for deprimerede, der har en overflod af tanker, der kan sende dem helt af sporet.

Overblik - Ubalancer og løsningen

Alle mennesker har ubalancer i nervesystemet. Bliver der programmeret flere sympatiske end parasympatiske triggers ind, i forhold til behovet i virkeligheden, bliver ubalancen til adfærdsforandring, der ikke matcher det reelle behov i hverdagen. Den adfærdsforandring kan vi sammenligne med diagnoser og udtryk, vi kender fra psykologien som stress, angst, angstanfald, PTSD og depression.

I NSP-Træning kalder vi diagnoser for tilstande og definerer dem ud fra deres trigger-profl, det vil sige mængden og type af triggers. 

Uanset tilstanden betyder “behandling” en omprogrammering af nervesystemet og arbejdet med at udvide den parasympatiske komfortzone.

Der er individuelle forskelle i træningen, der skal tages højde for, når vi bruger principperne. De individuelle overvejelser bygger på de forskellige definitioner:

• “Stress er et større sympatisk end parasympatisk respons i det autonome nervesystem over tid.”

• “Angst er et større sympatisk end parasympatisk respons, der ikke matcher risikoniveauet i omgivelserne”

• “Et angstanfald er en meget stor sympatisk respons typisk forbundet med mange sympatiske triggers og traume-triggers” 

• “PTSD er et nervesystem med traume-triggers, forbundet med en eller flere oplevelser”

• “Depression er en frys-respons forbundet med den sympatiske respons, der skaber en modsvarende stor parasympatisk respons over tid”