Forskel på regulering og omprogrammering af nervesystemet

De fleste, der har været i terapi og dyrket personlig udvikling, har lært forskellige tilgange til at regulere nervesystemet, men de har ikke lært at omprogrammere det. Det er nemlig to forskellige processer, og i denne artikel vil jeg uddybe forskellen. 

Regulering er i familie med håndtering, hvor det handler om at lære at leve med nervesystemet, som det er, ved at håndtere sine triggers og regulere nervesystemet. Målet med begge tilgange er enten at reducere det sympatiske eller øge det parasympatiske respons i nervesystemet. Sagt med andre ord; man prøver at starte de signaler i nervesystemet, der fortæller kroppen, at den er i sikkerhed. Jo mere parasympatisk aktivering, jo mere er systemet i sikkerhed, hvilket reducerer alt fra stress og angst til traumers påvirkning på nuet. Når nervesystemet er i sikkerhed, handler vi rationelt, kreativt, analytisk og er i stand til at løse de komplekse problemstillinger forbundet med at være menneske. Jo mere vi er i overlevelse, desto mere lukker systemet ned for funktioner, der ikke hjælper med fysisk overlevelse. Kort sagt betyder det, at alle funktioner i hjernen, der hjælper os med at være mennesker, bliver begrænset.

Ved at regulere og håndtere nervesystemet, øger vi sikkerhed, det vil sige det parasympatiske respons i nervesystemet, og dermed vores evner til at være menneske.

Hvad er omprogrammering af nervesystemet?

Omprogrammering er en anden proces, der handler om systematisk at møde triggers, imens vi overtager funktionerne i nervesystemet. Det gør vi for at omprogrammere triggerne, så der i stedet for et overlevelsesrespons, starter et sikkerhedsrespons, eller omvendt. I sidste ende vil omprogrammering reducere behovet for håndtering og regulering af nervesystemet, fordi systemet ikke overreagerer på vores virkelighed og vilkår som mennesker.

Der kan være teknikker, som minder om hinanden i alle metoderne, men måden og tilgangen til at forstå og arbejde i en systematisk træningsproces adskiller programmeringen fra regulering og håndtering. Forskellen er også, at håndtering og regulering i høj grad passer ind i en kontekst af terapi, hvor der kan være et akut behov for sikkerhed. Omprogrammering minder mere om eksempelvis  styrketræning, hvor man træner over tid og bliver stærkere og stærkere. Man udvikler simpelthen nervesystemet. Det handler blot ikke om at løfte tunge vægte, men at se vores triggers af nervesystemet som vægten, der kan arbejdes med og omprogrammeres. 

De triggers, vi taler om, er alt fra normale stress-triggers, der tænder et unødvendigt sympatisk respons, til traumetriggers, der tænder et meget stort sympatisk respons. Så i stedet for at skulle håndtere og regulere et nervesystem med disse triggers, kan man omprogrammere dem igennem træning. Der kan være mange tilgange til at gøre det. Jeg kalder den proces, jeg har udviklet, for NSP-træning, hvor NSP står for nervesystems-programmering.

Uanset hvilken strategi vi arbejder med; håndtering, regulering eller programmering, er målene de samme i forhold til at arbejde med alle former for psykiske udfordringer, diagnoser, stress, angst, traumer, depression, ADHD eller generel personlig udvikling i bred forstand. Der er ingen udfordringer hos mennesket, som ikke kan forbedres, ved at nervesystemet er mere i sikkerhed. I visse tilfælde kan omprogrammering af nervesystemet stå alene, og være den eneste tilgang, der er nødvendig for at fjerne traumer og angst, da disse tilstande i bund og grund kun er ubalancer i nervesystemet. 

Den enkelte skal dog lære at bruge alle strategierne, alt efter hvad der giver mening i nuet. Det terapeutisk arbejde kan give lige så meget mening som omprogrammeringsprocessen, men de fleste forstår ikke forskellen, hvilket betyder, at de kan komme til at arbejde terapeutisk, med noget der skal trænes væk. Hvilket forhindrer reel forandring.

Det er det arbejde, hvor man lærer at vurdere, hvad der er brug for, som jeg hjælper med. 

I denne artikel får du indblik i, hvornår de forskellige strategier giver mening, og hvorfor man skal vælge det ene frem for det andet? Hvad er fordele og ulemper?

Hvordan arbejder man med nervesystemet?

I figuren ovenfor ser du et overblik over nervesystemets fire dele (Rød), og hvordan de samarbejder for at tænde det sympatiske eller parasympatiske respons, som reaktion på eksterne eller interne triggers (Grøn). Denne proces kan deles ind i tre dele, hvor man kan påvirke nervesystem

ets sikkerhedsreaktion i en ønsket retning.

Der er tre metoder: Håndtering (Grøn), regulering (Rød) og programmering (Blå). 

Håndtering handler om at fjerne og tilføje triggers, eller fjerne sig selv fra dem. 

Regulering handler om at påvirke det autonome nervesystem gennem aktivering af de fire dele af nervesystemet, typisk uden triggers, eller med triggers, der gør det lettere for eksempel. at tænde det parasympatiske nervesystem. 

Programmering handler om at aktivere de fire dele af nervesystemet, imens man møder de triggers, man gerne vil arbejde med. Ved at gøre det i et træningssystem, hvor man gradvist møder større og større triggers, imens man bliver bedre og bedre til at styre redskaberne til at omprogrammere, kan man omprogrammere triggerne. Triggeren, der normalt tænder et sympatisk respons, er  nu omprogrammeret til at tænde et parasympatisk respons, eller bare et mindre sympatisk respons.

Håndtering

Ved håndtering af triggers kan vi enten fjerne os selv fra de eksterne triggers eller fjerne triggerne.

---

Obs: Nervesystemet reagerer på eksterne og interne triggers. De eksterne tænder sanserne, mens de interne kunne være tanker og følelser, der tænder et overlevelsesrespons.

Håndtering handler udelukkende om eksterne triggers, da de interne triggers typisk er tanker og følelser, man ikke kan fjerne eller flytte sig væk fra - og derfor kræver omprogrammering for rigtigt at arbejde med.

---

Hvis der er mange eksterne sympatiske triggere i et miljø, kan man eksempelvis undgå at være der. På arbejdet kan man holde fri, pauser eller ferie, så man ikke bliver udsat for triggerne. Er der rigtig mange sympatiske triggere, kan man skifte job. Mange mennesker falder i fælden, at de tror det handler om jobbet, men tiggerne kommer bare på andre tidspunkter og flytter måske med til det nye job, fordi man ikke har omprogrammeret dem.

Man kan også prøve at fjerne triggerne, for eksempel. ved at arbejde på kommunikation på arbejdspladsen. Hvis lederen ændrer sine ordvalg, kan der være færre sympatiske triggers forbundet med lyde, hvorfor medarbejderens parasympatiske nervesystem nu tænder mere. Når arbejdspladser prøver at nedbringe stressniveau, er det typisk en blanding af at fjerne triggers og hjælpe medarbejdere med at fjerne sig selv fra triggerne.

Jo mere effektivt dette bliver gjort, desto nemmere er det at være medarbejder, og det føles rart at være på arbejdspladsen. Det enkelte individ har så en læreproces i at fokusere på ting, de kan ændre. Men triggers kan ofte være svære at fjerne eller tilføje, derfor bliver regulering vigtigt.

Håndtering af triggers kan være absolut nødvendigt, hvis man har et menneske med alvorlig angst, stress eller traumer, men det er vigtigt at forstå, at det er en midlertidig løsning, der ikke løser problemet på langt sigt. I NSP-træning tænker vi det som en proces, der kan skabe mentalt overskud til at starte en programmeringsproces med mindre triggers, så man kan træne op til de store triggers.

Regulering

Regulering handler om aktivt at tænde det parasympatiske nervesystem, så man kan balancere det sympatiske respons forbundet med triggers i hverdagen. Hvis man nu ikke kan fjerne triggers eller fjerne sig selv fra dem, kan man regulere effekten af de triggers. Det kan være vigtige strategier forbundet med mange svære vilkår, man ikke kan fjerne eller fjerne sig selv fra. Det kunne være forbundet med at være forældre eller være afhængig af et bestemt job.

Der er mange teknikker her:

• Tælle til 10

• Træk vejret ned i maven

• Stoppe op

• Gå en tur i skoven

• Tage et kold bad og gå i sauna

• Selvsnak

• Mindfulness

• Meditation

• Massage 

• Kropsterapi

• Yoga

I alle teknikkerne påvirker man en eller flere af de fire dele af nervesystemet - det centrale, sensoriske, motoriske eller autonome nervesystem - til at tænde et parasympatisk respons. 

I kropsterapien udnytter man, at det motoriske nervesystem samarbejder med det autonome og centrale nervesystem. Så gennem påvirkninger af kroppen kan man aktivere følelser såvel som man kan aktivere vagusnerven, der sænker hjerterytmen. 

Går man tur i skoven, påvirkes sanserne til at tænde et parasympatisk respons.  

Tæller man til 10, stoppes reaktionskæden i det centrale nervesystem, hvor overlevelse, følelser og tanke-funktionerne trigger hinanden uhensigtsmæssigt, for ikke at være fanget af følelserne længere. 

Åndedrætsteknikker aktiverer vagusnerven gennem diafragma og det motoriske nervesystem gennem opspænding og afslapning af musklerne forbundet med åndedrætsfunktionen.

Alle reguleringsteknikker virker dog individuelt, fordi vi som mennesker har interne triggers, der kan være meget svære at arbejde med. Hvis jeg hader yoga rigtig meget, har meget modstand mod de mennesker, der dyrker yoga og i det hele taget synes, det er noget mærkeligt noget, så vil det parasympatiske respons, når jeg dyrker yoga, blive minimalt. Der er simpelthen for mange indre forhindringer. 

De interne triggers viser sig på mange måder i forbindelse med regulering, og typisk er det her man finder svaret, hvis teknikkerne ikke virker. Reguleringen kan for nogen være absolut nødvendigt for at kunne fungere, udfordringen er bare, at når vilkår ændrer sig, og man måske ikke kan følge planen, falder man tilbage i de gamle mønstre, da der ikke er sket en permanent udvikling. Typisk vil man opleve, at man kan “holde” til mere, alt efter omfanget af ens regulering.

Bliver triggerne store nok, og hverdagen meget svær, så kan reguleringsstrategierne være meget svære at bruge i praksis, hvor mange mennesker glemmer og nedprioriterer dem.

Programmering

Hos alle levende væsener, bliver nervesystemet programmeret til at identificere trusler, for at kunne overleve. Den proces sker også i mennesker, men ubevidst. Når vi går igennem hverdagen, registrerer vores sensoriske nervesystem omgivelserne som triggers, der enten tænder et sympatisk eller parasympatisk respons. Alle indtryk skal registreres, hvormed mennesket lever i en balance mellem sikkerhed og overlevelse, set med nervesystemets briller.

Selvom nervesystemet fejlagtigt tror det, er hovedparten af disse triggers for mennesket i dag ikke farlige i sig selv. Det betyder, at nervesystemet bliver fejlprogrammeret. Det gør, at mennesket oplever stress, angst og traumer, selvom de rationelt kan se,at der ikke er noget, som er farligt, men deres nervesystem reagerer stadig, som om de skal kæmpe, flygte eller fryse i forbindelse med en trussel.

Den reaktionskæde påvirker alle dele af vores liv. Signalerne forbundet med overlevelse påvirker alt i kroppen, specielt følelser og tanker, der så får os til at handle på bestemte måder. Med tiden definerer disse handlinger vores adfærd og identitet, hvilket betyder, at unødvendige fejlprogrammerede triggers styrer vores liv i en sådan grad, at forandring kan være meget svært.

Når du lærer at omprogrammerer nervesystemet, vil du opleve en koordinering imellem håndtering og reguleringsteknikker, der sikrer en balance. Men målet er at kunne bruge teknikker og redskaber under pres, når traumetriggerne tænder. For at kunne lære det, kræver det, ligesom for en atlet, at man træner under et stigende pres. Man løfter ikke 200 kg som det første; man starter med 20 kg og bygger op, så man bliver stærkere og stærkere. Det er denne proces, som NSP-træning bygger på - hvor vi i stedet for tunge vægte i fitnesscenteret arbejder med hverdagens triggers.

Min erfaring er, at  ingen triggers er for store til at omprogrammere. Heller ikke selvom de kommer fra meget tidlig seksuel vold og misbrugstraumer.  

Er du interesseret i at lære mere om nervesystemet, kan du finde mange flere artikler på www.nsptraening.dk