top of page

De vigtigste principper fra sportens verden terapeuter burde lære

  • Writer: Aske Ludvig Rask
    Aske Ludvig Rask
  • Sep 16, 2024
  • 7 min read

Det er disse principper, der gør forskellen på, om du opnår succes eller ej. Arbejder du med klienter som terapeut, hvor du lærer dem at regulere nervesystemet, vil du med disse principper begynde at skabe en meget dybere forandring, fordi vi går fra regulering til omprogrammering af nervesystemet.


Det bedste eksempel på, at nervesystemet bliver programmeret, er styrketræning. Forskellen på at træne for at få større muskler og at få ren styrke, er træningen af nervesystemet. Styrke er et resultat af at signaler i nervesystemet bliver trænet. Det vil sige, at træningen er fokuseret på at sende de rette signaler ud til musklerne, der tilsammen gør det muligt at løfte en tungere og tungere vægt. Størrelsen af musklerne er fundamentet for styrke. Jo større, jo mere potentiale for at blive stærk, men det hænger ikke nødvendigvis sammen. Når man træner efter muskelstørrelse, handler det ikke på samme måde om at sende de rette signaler i nervesystemet, opgaven er for nervesystemet lettere. I stedet handler det om at nedbryde musklerne fysisk, så de kan genopbygges, og dermed blive større. 

Nervesystemsprogrammering og NSP-træning kan derfor sammenlignes med ren styrketræning, da vi udelukkende fokuserer på nervesystemet og sende signalerne de rette steder hen. De vigtigste principper, vi bruger i NSP-træning, er taget direkte fra sportens verden og træning af styrke for atleter. Det er dog mere end bare styrke, det er også præstation og at gøre atleter klar til konkurrence. 


I det rum, hvor vi forbereder os til at kunne præstere på højt niveau, befinder NSP-træning sig. De principper, der virker for atleter, lærer du gennem NSP-træning at overføre optimalt til hverdagen. Hvad betyder det for eksempel i forhold til tanker og følelser? Hvordan relaterer vi dem til adfærdsforandring? Denne artikel er målrettet terapeuter, der gerne vil gå fra at hjælpe med at regulere til at omprogrammere nervesystemet.




terapeuter

Overblik:

  • Verdens bedste træningsplan virker kun, hvis den bliver brugt

  • Nervesystemet udvikler sig cyklisk over tid

  • Adaptation er et resultat af balancen mellem stress og restitution

  • SAID (Specific adaptation to imposed demands) - Man bliver bedre til det, man træner

  • Frekvens versus volumen

  • Skader kommer ikke tilfældigt



Verdens bedste træningsplan virker kun, hvis den bliver fulgt

Træning af atleter er en videnskab, men også en menneskelig kunst. Atleten skal elske træningen for at blive ved, ellers stopper han på et tidspunkt. Vi skal altså forstå mennesket først og lære at give slip på principperne til fordel for, at træningen bliver gjort. Vi kan også kalde det mulighedernes kunst. Dette princip er dybt integreret i NSP-træning, fordi vi altid prøver at få træningen passet ind i livet, det skal passe til arbejde og privatliv. Teknikkerne bliver trænet, så de kan bruges alle steder, og vi prøver så vidt muligt at starte så småt som muligt, så det er let at passe ind i livet. Når vi arbejder med høj frekvens i stedet for høj volume, er det med den anerkendelse, at 30 minutters isoleret træning er svært for mange at vælge i praksis. 20 sekunder seks gange om dagen er langt mere realistisk og arbejder også imod målet at integrere træningen i hverdagen, hvor vi møder vores triggers.


terapeuter

Nervesystemet udvikler sig over tid

Der er ikke nogen, der forventer, at de kan løfte 200 kilo første gang, de går ned i fitnesscenteret, men det tror mange desværre i forbindelse med omprogrammering af nervesystemet, hvor vi skal lære at trække vejret. Folk glemmer det, og  ting kommer i vejen, så man begynder at gøre det forkert, eller man får slet ikke gjort det, man skal gøre, i stedet for at lære, hvad der står i vejen. Hverdagen skal observeres, og vi skal forstå, at vi lever i cyklusser. Nogle gange har vi ekstra tid til træning, andre gange skal vi restituere mere. Når vi bliver realistiske i forhold til livet, begynder progression at være langt mere effektiv.


I styrketræning arbejder man med træningsplaner bygget op omkring mikro-, makro- og meso-cyklusser, hvilket betyder, at man ikke gør det samme hver dag, uge og måned. Nogle gange presser man mere end andre, og alt efter stressniveauet, og hvad man arbejder hen imod, skruer man op og ned på de forskellige elementer. 


Hverdagen er vores udfordring, hvor vi i stedet for at dømme, hvad der foregår, skal lære at vurdere den som data. Så når man eksempelvis arbejder meget, har man andre krav til sig selv, end når man ikke gør.



terapeuter

Adaptation er et resultat af balancen mellem stress og restitution

Man bliver ikke stærkere, når man løfter en vægt … Det gør man, når man stopper med at løfte den, efter træning. Når man spiser og sover, restituerer kroppen og opbygger det ødelagte væv. Det samme med nervesystemet, det bliver udsat for stress for derefter at skulle restituere. Uden restitution sker der ingenting. Du kan løfte alt den vægt du vil, men du får ikke større muskler eller bliver stærkere, hvis du ikke spiser og sover. 

Når vi arbejder med nervesystemet, handler det om at balancere det sympatiske og parasympatiske respons, så kroppen hele tiden er i balance mellem sikkerhed og overlevelse. I perioder træner man og skubber ekstra på det sympatiske respons i forbindelse med at møde triggers i hverdagen, men så skal man samtidig også opprioritere restitution, det vil sige mere aktivering af det parasympatiske nervesystem, ved at fjerne de sympatiske triggers.

SAID (Specific adaptation to imposed demands) - Man bliver bedre til det, man træner

SAID-princippet  mangler totalt i forbindelse med åndedrætstræning i dag. Alle systemer, der underviser i åndedrættet, stort set uden undtagelse, har ikke forstået dette princip, hvorfor træningen kun virker i et meget begrænset omfang. Laver man yoga og trækker vejret, eller sidder man i et stille rum og trækker vejret meget voldsomt i to minutter, bliver man god til det - ikke andet. Det betyder, at teknikken, man lærer, IKKE fungerer i hverdagen, når man står og skal lave morgenmad eller bliver mødt af andre triggers..

terapeuter

Man bliver bedre til det, man træner. Skal du være god til squats, skal du squatte en masse. Det lyder simpelt, men i forhold til åndedrætstræning er det forskellen på at skabe en lille og en stor forandring. 

Samtidigt kræver de fleste  åndedrætsteknikker tid. Tid, som den enkelte skal tilvælge, hvor andre ting skal ud af programmet.  Kombinationen  ikke at træne et åndedræt til hverdagen og et stort pres i forhold til tid, gør at effekten er begrænset for mange mennesker. Typisk vil personen vide, at det hjælper, men får det ikke gjort alligevel …

Frekvens versus volume

Når man træner atleter, skal man kunne manipulere med frekvens og volumen for at have den mindste chance for succes. Frekvens betyder antal af træninger, volumen er mængden af træning, man laver, når man er i gang. Olympiske vægtløftere træner høj frekvens, fordi det er sådan, man bliver stærkere. Man fortæller nervesystemet, hvordan det skal løfte så meget som muligt med så høj kvalitet som muligt. En vægtløfter vil sjældent lave 12 squats til udmattelse, da det modarbejder træning med høj kvalitet i hvert løft. De sidste fire gentagelser er med høj sandsynlighed dårligere kvalitetsmæssigt end de første otte, derfor begynder  man at lære nervesystemet at lave en bevægelse forkert, i stedet for optimalt.


Vil man opbygge muskler, kræver det høj volumen i træningen, fordi man skal nedbryde musklerne, hvilket tager tid. Man arbejder tættere på udmattelse, fordi musklerne udvikler sig som konsekvens af en vis tid under spænding/stress. 


I NSP-træning  træner vi som udgangspunkt som en olympisk vægtløfter med høj frekvens, fordi vi skal lære nervesystemet noget nyt. Høj frekvens betyder, at man træner  mange gange i løbet af dagen og i meget kort tid. Så en træningsplan kunne være seks gange et minut med åndedrætsøvelser om dagen i seks dage, og derefter pause om søndagen. I stedet for én lang åndedrætssession om morgenen på 15 minutter.

Skader kommer ikke tilfældigt

“Når mennesker bliver skadet, er det aldrig tilfældigt” det er mit og bør være dit mindset, hvis du vil præstere på højt niveau. Det betyder, at du altid lærer at være i kontrol og tager ansvar for din træning. Jeg kan huske, da jeg trænede op til korpset på TV2, hvor man blev udsat for jægersoldat-agtig træning. Der snakkede jeg med lægen, og han sagde, at jeg skulle reducere min træning til 40 % tre uger før, og i de sidste ti dage måtte jeg ikke få pulsen op. Hvorfor? Fordi alle de små muskler skal restituere. Det gjorde jeg, til forskel for mange andre … Det betød, at de blev skadet, nærmest allerede på første dag.


Skader kommer af manglende restitution, så hvis du ikke tager denne del seriøst, vil du helt sikkert opleve, at din langvarige præstation vil reduceres. Når mennesker bliver sygemeldt på job, er det samme problem. Den manglende restitution gør, at deres system bliver for stresset og nedbrudt. 



terapeuter

Skader kommer også, når nervesystemet er træt, fordi vi begynder at gøre ting dårligere. Lad os sige, at man hopper i forbindelse med fysisk træning, det kræver meget af nervesystemet, derfor er det bedre at hoppe tre-fem gange godt, end at lave konditionstræning og få høj puls med hop. Det samme med hverdagen, når vi ikke er tilstede i nuet og glemmer at arbejde på kvalitet, så begynder alt at blive til kvantitet, og det handler bare om at overleve dagen. Når dagen bare skal overleves, begynder kroppen at bryde ned, og vores sind bliver mindre og mindre fokuseret.


Nu er toppræstationen næsten umulig …

Konklusion

Vil du præstere på højt niveau, skal du forstå, at kroppen udvikler sig i en balance mellem stress og restitution. Du bliver ikke bedre til dit arbejde, mens du arbejder. Du bliver bedre, når du restituerer og den læring, du skal bruge, får lov at sætte sig fast i nervesystemet. Du skal derfor prioritere høj frekvens og en træning, der er nem at få ind i hverdagen, så den passer til dit liv.  Urealistiske forventninger giver ikke point. En gang imellem presser du citronen, men det er noget, du arbejder hen imod, ikke en daglig og konstant proces. Jo før du får prioriteret denne balance, desto før bliver dit nervesystem i stand til at arbejde på højt niveau i lang tid, men det kræver en langsom opbygning over tid. 


Comments


bottom of page