Nervesystems-programmering

Nervesystemsprogrammering er mødet mellem naturvidenskaben og personlig udvikling.

Igennem fysiologisk kontrol omprogrammerer vi de triggers i nervesystemet, der fører til tilstande som stress, angst og traumer.

Processen medfører de adfærdsændringer,

det kræver at opnå vores mål og drømme i livet.

Hvad bygger nervesystemsprogrammering på?

Vi forstår menneskets mekanismer på samme måde som en computer. Kredsløbet der sender strømmen rundt, kaldes nervesystemet. Slukker nervesystemet, slukker livet. Signalerne i nervesystemet løser alle opgaver, der gør os til mennesker, og virker lidt som et orkester med over 100 milliarder nerveceller, der skal samarbejde.

Den vigtigste del af dette orkester er hjernen, der fungerer som dirigenten, der får alle de forskellige dele til at samarbejde. Den vigtigste prioritet for dirigenten er altid orkestrets/menneskets overlevelse, som den styrer igennem det autonome nervesystem, der står for alle funktioner forbundet med fysisk overlevelse.

På trods af at livet for de fleste mennesker er ekstremt sikkert, og der er meget lidt, der truer vores overlevelse, reguleres nervesystemet stadig som om vi var dyr, der skal overleve. Signalerne forbundet med det autonome nervesystems overlevelsesmekanismer er altid tændte, og har vidtrækkende konsekvenser for menneskets adfærd, da resten af nervesystemet bliver kontrolleret igennem disse signaler.

Vi kalder signalerne forbundet med overlevelse for nervesystemsprogrammer, der tændes og slukkes alt efter hvor sikre dirigenten vurderer omgivelserne er.

Ved at forstå hjernen som dirigent og orkesterleder, hvor første prioritet er sikkerhed, arbejder vi i nervesystemprogrammering med at påvirke alle de forskellige dele af nervesystemet så orkesteret spiller i synkronicitet.

Ved bevidst at overtage og arbejde med de forskellige dele af nervesystemet, opdaterer vi vores nervesystems reaktioner, så det virker optimalt under de vilkår, vi lever under i dag.

Hvorfor er det autonome nervesystem så vigtigt for dit liv?

Når vi er i fare, slukker det autonome nervesystem unødvendige funktioner, der ikke hjælper med overlevelse, såsom følelser og tanker. Denne regulering fører til forskellige handlinger og adfærd, alt efter om vi er mere eller mindre i sikkerhed. Den regulering er absolut nødvendig for at holde et dyr i live, hvor i et nutidsmenneske bliver konsekvensen ret anderledes.

I en kaotisk verden, hvor de største trusler er andre mennesker, har hjernen svært ved at skelne imellem sikkert og usikkert. Nervesystemet får konstant nye informationer fra triggers ude og indefra. Sanseindtryk i vores omgivelser og tanker i vores hjerne. Selv om de reelt ikke er farlige, efterlader de nervesystemet i en potentiel unødvendig overlevelsestilstand. Dirigenten er vant til, at et bestemt indtryk betyder fare, hvor det i menneskets virkelighed ikke er farligt.

De signaler, nervesystemet reagerer på, er resultat af en programmeringsproces, der sikrer, at mennesket

søger væk fra fare.

Dirigenten lærer at spille den rigtige musik, tænde det rigtige overlevelsesrespons afhængigt af omgivelserne. Processen begynder allerede, når systemet dannes i fostertilstanden. Når vi bliver fanget af vaner og mønstre, er det, fordi det kendte skaber et “sikkert” miljø for nervesystemet. Dirigenten vurderer med andre ord, at det kendte er sikkert, mens det ukendte risikerer at være usikkert.

Programmeringsprocessen stopper ikke, når barnet bliver født, men påvirkes gennem hele livet, da alle indtryk skal registreres og oversættes til et respons i det autonome nervesystem. I denne ubevidste proces kan nervesystemet blive fejlprogrammeret, det vil sige dirigenten lærer at noget er farligt, uden at være farligt.

Disse fejlprogrammeringer skaber ubalancer, og hjernen vil begynde at fejltolke virkeligheden. Der bliver spillet sørgelig musik i en komedie, hvor det slet ikke passer ind.

Vi oplever måske oven i købet en følelse af angst eller usikkerhed, på trods af at vi faktisk “burde” grine. Måske griner alle andre, mens mennesket med angst er ked af det. Det kan få dig til at søge væk fra situationer, som i bund og grund ikke er farlige, men som er forbundet med ubehag.

Stress, angst, traumer og depression kan for eksempel udvikle sig på grund af fejlprogrammering, hvor adfærden forbundet med disse ubalance så bidrager til yderligere fejltolkninger. En situation, som du forbinder med ubehag, kan få dig til fejltolke signaler fremover. Det kan få dig til at undgå en situation, der kan minde om det, selvom der ingen fare er forbundet med den.

Mennesket er som en computer.

Kredsløbet, der sender strøm rundt, er nervesystemet.

Signalerne i nervesystemet styrer alt i mennesket

og i sidste ende vores adfærd.

Nervesystemets signaler fungerer som et orkester,

hvor de forskellige dele skal lære at spille sammen

for at respondere passende på din virkelighed -

som filmmusik, der afspejler stemning

og handling i filmen.

Når musikken stopper, stopper livet.

Når nervesystemet slukker, slukker livet.

Hvad sker der, når dirigenten vil beskytte dig mod farer?

Når nervesystemet er i en overlevelsestilstand, er det sympatiske nervesystem aktiveret. Det lukker de kreative og analytiske funktioner i hjernen ned, da de ikke hjælper med fysisk overlevelse og er derfor overflødige i situationen.

Desværre er det de funktioner, vi skal bruge for at navigere i en kaotisk verden med komplekse sociale dynamikker og uendeligt mange retninger i forhold til arbejde, karriere, familie og venskaber.

Programmeringen gør os bedre til fysisk overlevelse og samtidigt dårligere til at være menneske, når den ikke er optimeret til det liv, som vi lever.

Hvorfor virker nervesystemsprogrammering?

Nervesystemsprogrammering kan få et menneske til fundamentalt at ændre sin adfærd. Fordi vi lærer alle de forskellige dele af orkesteret at spille samme nummer i reaktion på den rigtige stimuli, hvor det absolut vigtigste for et dyr er sikkerhed…

Når nervesystemet er i sikkerhed:

Stopper tankemylder og bekymringer, da der ikke er nogen trusler at fokusere på.
Slapper musklerne i kroppen af, fordi de ikke gør sig klar til kamp, og det kan få smerter, skader og ubehag i kroppen til at forsvinde.
Oplever sanserne anderledes. Høje lyde får os ikke til at fare sammen, synsindtrykket af mange mennesker er ikke uoverskueligt, social angst forsvinder, fordi systemet ikke leder efter sikkerhed.
Opfatter andre mennesker som sikkerhed, og det smitter af på vores omgivelser. Børn vil for eksempel kunne mærke, om deres forældre oplever at være i sikkerhed eller ej, og det smitter af på deres måde at agere på.
Stopper vrede, irritation, udadvendt og aggressiv adfærd af sig selv. Behovet for at kæmpe for overlevelse forsvinder.
Bliver intuition og instinkter skarpere og hurtigere. Det gør dig til en bedre leder for dig selv og for andre.
Man behøver ikke længere at misbruge for eksempel stoffer, mad eller sex for at dulme det ubehag, som ofte er forbundet med, at kroppen er i en overlevelsestilstand.
Stress, angst, traumer, depression forsvinder.

Konsekvensen af den måde at se virkeligheden på, ændrer målet med at regulere adfærd fra “at ændre adfærd” til “at ændre årsagen til adfærden”. I stedet for at se med adfærdspsykologiens øjne på mennesket, der i bund og grund arbejder med at håndtere nervesystemet, som det er, så ændrer vi på det.

Igennem bevidst kontrol af de forskellige dele af nervesystemet, lærer vi dirigenten at aflæse triggerne i omgivelserne optimalt og spille det rigtige nummer, samtidigt med at vi underviser violinen i at spille sammen med klaveret.

Nu kan mennesket opnå en varig kontrol over sin adfærd.

Vi behøver ikke længere at udholde, tage os sammen, overleve vilkår. Gennem træning under hverdagens pres er det muligt systematisk at skubbe grænserne for, hvornår nervesystemet vurderer, at vi er i sikkerhed. Og med den oplevelse af at være i sikkerhed, bliver det let at ændre adfærd, for det sker næsten helt af sig selv. Det er kun svært at ændre adfærd, når vi kæmper imod programmerne i nervesystemet.

NSP-Træning - Hvordan omprogrammerer du nervesystemet?

Nervesystemsprogrammering vs. terapi vs. personlig udvikling

Nervesystemsprogrammering er på mange måder en blanding af naturvidenskab og humaniora. Set ud fra et fysiologisk perspektiv påvirker nervesystemets funktioner og opbygning alt det, der ligger under overfladen. Det er en anden måde at arbejde med det man i adfærdspsykologien kalder underbevidstheden.

Det er en ny måde at analysere, hvorfor vi som mennesker gør, som vi gør, og hvordan vi ændrer adfærd. Det er derfor også en anden måde at arbejde med at behandle stress, traumer og angst på.

Hvordan lærer dirigenten noget nyt?

Det autonome nervesystem styres autonomt af hjernen – altså udenfor vores kontrol. Det betyder at dirigenten konstant står og dirigerer musikken, for når musikken stopper, stopper livet. Dirigenten regulerer en reaktion enten sympatisk, når der er fare på færde, eller parasympatisk, når alt er sikkert. Det er den proces, vi igennem træning simulerer for at tage kontrol over. Nervesystemsprogrammering bygger derfor på, at vi kan lære dirigenten hvad der er sikkert og usikkert og dermed omprogrammere det autonome nervesystems reaktioner.

Følelser og tanker er funktioner i den centrale del af nervesystemet, i hjernen. Det svarer til i psykologiens verden at tale om, hvad der sker i nervesystemet igennem dialog. Ved at prøve og ændre måden vi tænker på, prøver vi at manipulere med signalerne i nervesystemet, ligesom en atlet, der styrketræner. Når atleten styrketræner, er det ikke nødvendigvis for at få større muskler, men for at udnytte sine muskler mere effektivt. Atleten træner sit nervesystem til at yde en fysisk præstation så hurtigt og effektivt som muligt ved at sende signaler til musklerne. Træningen får dirigent og orkester til at tilpasse sig og spille den rigtige musik, som reaktion på de forskellige triggers, og det gør nervesystemet bedre og bedre til opgaven.

For en atlet handler det om at blive stærkere eller bedre til sin sport, for en person i terapi handler det om at få en

ny opfattelse af verden.

Men hvis man går ud fra at viden og indsigt i vores tanker er det samme som forandring, så svarer det til at atleten læser en masse om styrketræning og tror, at det giver styrke. Der er kun en måde at blive stærkere, og det er igennem træning.

Træning af nervesystemet er blevet studeret i styrketræning, ikke i psykologien. Når man slår “træning nervesystem” op i google, så kommer der masser af hits fra fysioterapi, sport og styrketræning, men denne viden er hidtil ikke blevet brugt i psykologien.

Nervesystemsprogrammering blander forståelse fra psykologiens og sportens univers med udgangspunkt i kamptræning, styrketræning og forberedelse af atleter til konkurrencer.

Det er blandt andet brugen af principper som adaptation, frekvens, volume, specifik vs. generel adaptation.

I stedet for et terapirum er det et træningslokale, der effektivt hjælper den enkelte med at træne sit nervesystem i den virkelige verden. Hjernen er en del af nervesystemet, og hvis tankerne ikke er trænet til at virke under pres og i kombination med de andre dele af nervesystemet, så virker de ikke i hverdagen så snart man oplever pres.

Uden træningen vil hjernen for eksempel lukke ned når du ikke ønsker det, og det som du ville sige eller gøre som reaktion på et menneske, der står og råber ad dig, vil være pist væk. Skal du lære at sætte grænser, handler det ikke bare om at vide hvad du skal sige, men træning i at håndtere presset der opstår i en konfrontation, hvor du potentielt kan finde dig i en konflikt. Dirigenten skal lære at konflikten ikke er en trussel, men en naturlig proces i problemløsningen forbundet med at være menneske.

Nervesystemsprogrammering er et nyt redskab, der kan ændre på behandlingstilgangen til for eksempel stress og angst. Det kan sætte gang i en udviklingsproces for mennesker, der ønsker at ændre en adfærd, der spænder ben for at indgå i relationer med andre.

Jeg vil gå helt ned i detaljen i forhold til at forstå prioriteten af valg, når man som coach og behandler skal hjælpe mennesker der vil udvikle sig. Hvad er det vigtigste lige nu, for at mennesket hurtigst muligt kommer hen til en omprogrammering af nervesystemet?

Skal man snakke om barndommen eller undervise i at bruge åndedrættet til at tænde det parasympatiske nervesystem?
Skal man snakke om følelser eller lære personen at lytte til nervesystemet?
Skal man snakke om historien og traumet eller spørge ind til triggers af det sympatiske nervesystem og hvordan man laver en plan til at omprogrammere dem?

Det er i denne prioritet hele forskellen ligger og det er her nervesystemsprogrammering skiller sig ud ved at være ekstremt effektivt til at skabe adfærdsforandring hurtigt, da prioriteten kun er omprogrammering af strømsignalerne i computeren, som vi kalder mennesket.

Når mennesket er i sikkerhed og adfærden fungerer i hverdagen, så er der masser af tid til at se nærmere på psykologiske årsager for fejlprogrammeringen, og gå fx i samtaleterapi eller lignende.

NSP-Træning

NSP-Træning har to mål:

At udvide den parasympatiske komfortzone

og udnytte det genetiske potentiale fuldt ud.

Når hverdagens rum bliver mere og mere sikre, skal vi slås mindre og mindre, og uanset om vi arbejder 80 eller 20 timer, har børn eller ingen børn, oplever svære ting i livet, har vi følelsen af at stå med dyb ro i orkanens øje.

Omprogrammeringen af triggers fjerner stress, angst og traumer og vi står tilbage med følelsen af at være der, hvor vi er født til at være - uanset hvor vi er. Vi oplever en lethed og frihed der breder sig ud i nye rum. Vi tør at gå nye veje og ser muligheder, der aldrig har været der før.

Læs mere