1 følelse
1 transformation
14 dage

Ubåds-modellen

Før vi kan træne systemet og give slip på en identitet, kræver det, at vi stopper med at kigge på mennesket som et menneske.

​

I virkeligheden er vi og alt andet liv designet som en ubåd. Ubådens styresystem er nervesystemet. Alt, hvad der sker i dig, starter i nervesystemet. En tanke, en følelse, din metabolisme, hormoner der frigives, hjertet der banker, når du skal bevæge dig – sker, fordi du har et nervesystem.

​

Forestil dig nu, at du står i en ubåd, dybt nede i havet. Det er helt mørkt. Intet lys trænger ned. Når man kigger ud af vinduet, er der mørkt. Du ved ikke, om der er fjender eller ej.

Du er nødt til at stole på dine redskaber i kontrolrummet, der bimler og dutter.

​

• Dine sanser er sonaren. Det er dit sensoriske nervesystem.

• Dine følelser er radaren. Det er dit centrale nervesystem.

• Og din følelsesstemme trykker på knappen, der sender missilet af sted, når der bliver registreret en trussel.

Det er tanker, signaler i dit nervesystem, der styrer dig.

​

Utålmodighed er en kombination af overlevelse, følelser og tanker. Et program i ubåden, der medfører handlinger.

Missilet er den handling, du bagefter fortryder.

Resultatet af de følelser, du har lige nu, er din adfærd.

Lige nu er din kaptajn på ubåden trænet tilfældigt. ​Din indre stemme har udviklet sig ubevidst gennem hele dit liv. Den er blevet til en identitet, i modsætning til et trænet respons der kan ændres.

​

Du skal reagere hurtigt for at overleve

Når ubåden registrerer en trussel, er det et spørgsmål om tid. Dem, der reagerer hurtigt, overlever. Det skal ske.

​

Hver gang du reagerer hurtigt og sender et missil af sted, oplever du ro bagefter. Nu lærer dit system, at det virkede. Det bliver trænet til at reagere. Det er et selvforstærkende program.

​

Men roen efter missilet er sendt afsted, havde været der uanset hvad. Der var måske aldrig nogen trussel. Alligevel bliver den behagelige følelse bagefter bevis på at det virkede. Din radar bliver derfor indstillet, så den bipper igen, og du trykker på knappen - selvom der intet farligt er.

​​

Så når du har travlt, når du reagere på din utålmodighed, følelsen af at være bagud, altid komme for sent og når i mål, kan du ånde ud. Uroen er væk.

Endelig færdig, det var rart.

Indtil det kommer tilbage. Det er bare et spørgsmål om tid, så kommer følelsen igen. En ny dag, opgave, udfordring, og du er tilbage.

​

Det er sådan alt liv overlever. Nu bliver du fanget i en identitet. Du bliver fanget i overlevelse.

​

Problemet for mennesket er, at "truslerne" sjældent er reelle trusler mod vores liv. At dit barn græder og skriger nede i supermarkedet, er ikke liv og død. Men du oplever det som liv og død. Det kan være pinligt. Din indre stemme tænker: Hvad mon andre tænker? Eller du bliver vred: "Jeg har jo sagt det til dig!"

​

At du ikke når en bestemt opgave, at du ikke kan hjælpe til, at sige nej - er ikke liv og død. Men det kan føles sådan.

​

Reaktioner, der sker, fordi din ubåds radar oplever det, der sker, som farligt. Og hver gang du handler på følelsen, bliver programmet forstærket. Du reagerer hurtigere og hurtigere.
Det er ikke et valg. Det er noget, der sker imod dig. Det er dine følelser der styrer, ikke dig.

​

Det er sådan, nervesystemet fungerer.

​

Det er de programmer, der holder dig fast.

Gør-det-selv transformation

Når vi genkender, at det hele handler om øjeblikket, hvor vi trykker på knappen, ikke andet - så ændrer alt sig.

Fra kompleksitet, til en simpel træning.

En ny reaktion, når systemet oplever trusler - der objektivt set, ikke er farlige.

​

Din indre stemme, lige nu, hjælper dig med at forstærke den programmering. Den er et spejl af din fortid, trænet ind, gentaget så mange gange, at den føles som sandheden om dig. Kæmper du imod den, går det galt, for det er stadig en kamp mod dig selv. De fleste metoder du har prøvet, positiv selvsnak, taknemlighed, at "tænke sig til" ro, er præcis det: endnu en kamp, bare i en pænere forklædning.

​

Det er derfor du ikke bare gør det. Du skal skrive det ned ellers glemmer du det. Du skal have en notes bog, der minder dig om det. Du skal tag dig sammen.

​

I modsætning til det, findes den neutrale stemme, en funktion i systemet, de færreste nogensinde har trænet. En funktion, der kan aktiveres i det præcise øjeblik, hvor radaren i din ubåd reagerer.

​

Den er ikke låst af fortiden. Den kigger på følelsen, vurderer den, undersøger om der rent faktisk er fare på færde, før knappen trykkes. Intet andet og alle kan gøre det. 

Du lærer, ganske enkelt, at stoppe ubådens automatreaktion. Ikke fjerne følelsen. Stoppe automatikken. Og når du bliver trænet rigtigt, er det som en bokser i ringen. Du skal ikke tænke over hvert slag, det sker bare. 

​

Jeg er træner.

Du kommer aldrig til at opleve, at jeg gør noget ved dig.

Du gør det hele selv. Du træner. Det kommer fra dig, gennem hele processen, og det bliver ved med at være dit, længe efter de 14 dage er slut.

​

Så hvis du har prøvet en masse, der stopper med at virke, når du ikke tager dig sammen. Når hverdagen presser. Når kalender "pludseligt" er fyldt op. Når du ikke kan lukke ned efter arbejde. Når dine børns trivsel begynder at fylde alt. Du fikser, pleaser, præsterer starter det, det samme sted. 

​

Mange små øjeblikke, hvor du reagere fra overlevelse, i modsætning til et nervesystem i sikkerhed. 

​

Den neutrale stemme, kan skabe sikkerhed nu, uanset hvad der sker. Den skal bare trænes rigtigt.