Er fri vilje den største forhindring for forandring?

Menneskets adfærd er direkte forbundet med aktivering af ca. 82 milliarder neuroner i det centrale nervesystem, det vil sige hjernen og rygsøjlen. Samtidigt er der også signaler i resten af nervesystemet. Tilsammen betyder det, at nervesystemet styrer alt fra tanker og følelser (det kunne man også kalde underbevidstheden), til bevægelse af muskler. Der sker altså uendeligt meget i vores nervesystem, før vi gør, som vi gør.

Når det er rigtigt, har vi så en fri vilje?...

Selvfølgelig har vi det. Spørgsmålet er hvor meget? 

Og endnu bedre, hvordan får vi mere fri vilje?

Det vil sige, hvordan bliver vi bedre til at bruge vores vilje til at skabe varige forandringer?

Når jeg spørger, om mennesket har en fri vilje, er det ikke en filosofisk diskussion om himmel og jord, skæbne, gud og mange andre ting. Det er et spørgsmål om, at vi som mennesker ønsker at komme steder hen, der giver livet mening, uanset hvem du er. Hvordan kommer du derhen hurtigst muligt og mest effektivt? Skal du gå og søge tilfældigt på må og få for at finde meningen med dit liv? Eller kan du skabe en systematisk proces, der sikrer, at du kan skabe konstant og bevidst fremgang?

De fleste har haft mål og drømme, der aldrig er blevet til noget. De har prøvet at skabe forandring og oplevet at falde tilbage til start igen, gang på gang. Så når jeg påstår, at den frie vilje er vores største forhindring for adfærdsforandring, hvad mener jeg så?

Hvad mener jeg med, at vi kan få mere fri vilje?

Hvad betyder det?

Det betyder kort sagt, at det jeg gerne vil også bliver til virkelighed.

Så hvordan kommer vi derhen?

Motiveret handling versus adfærd

For at forstå den frie vilje, skal vi skelne mellem handlinger og adfærd.

Mennesker kan gøre noget, hvis de er motiveret, imens de er motiveret. Vi vælger at gå på kur i en periode, for så at tabe 20 kg. Mange oplever dog, at de tager det hele på igen og måske mere til. Forandringen var altså ikke varig. Vi gjorde kun ting, så længe vi var motiveret. 

Motiverede handlinger, kalder vi ikke adfærd. 

Adfærd er det, vi gør uden at være motiveret. Små ting, der føles lette og som bare er en del af livet. Adfærd er direkte forbundet med nervesystemets overlevelsesrespons. Det vil sige, at alle handlinger, vi definerer som en del af vores adfærd, har en funktion i nervesystemet i forhold til at få os væk fra trusler og imod sikkerhed. Hver handling vil tilsammen have til formål at øge den generelle parasympatiske aktivering i nervesystemet. Det betyder, at vi kæmper, flygter eller fryser i forbindelse med sympatiske triggers og opsøger parasympatiske triggers. 

Vores adfærd definerer vi i NSP-Træning, som den parasympatiske komfortzone. Det vil sige, at vi gør ting, der tænder det parasympatiske nervesystem og dermed føles godt. Det føles let og det er ikke noget, vi tænker over. Jo større parasympatiske respons, i forbindelse med de ting vi gør, jo mere er vi i sikkerhed. Når det er så svært at tabe sig varigt, er det fordi handlingerne, som er forbundet med at spise og tage på, føles som de letteste. Det vil sige, at de giver et stort parasympatisk respons i nervesystemet.

Vi kan også typisk forudse vores adfærd, når vi forudser stress påvirkninger. Det vil sige triggers, der tænder det sympatiske nervesystem, når vi er i overlevelse. Meget stress i løbet af ugen, giver typisk en meget forudsigelig adfærd i weekenden. Det kunne være i forbindelse med mad.

På trods af at vi alle kan nikke genkendende til disse eksempler, fordi vi har prøvet det i vores eget liv, ser vi os stadig som mennesker, der selv styrer vores liv. Altså at vi har en fri vilje. Som at det er et valg at spise kagen. Ja, det er et valg, men er det nu også det 100%? Det er altså en sandhed med modifikationer. Det kan være meget svært at skelne mellem en motiveret handling og en adfærdshandling. 

I forbindelse med NSP-Træning er dette måske en af de største udfordringer.

Den frie vilje fjerner fokus fra det, vi kan ændre

Når vi ser os selv som rationelle individer med fri vilje, fokuserer vi på adfærden. 

Jeg havde en klient, der gerne ville løbe tre gange om ugen. Hun havde sat det i kalenderen, men fik det ikke gjort. Hun var vant til, at hvis hun  bare satte tingene ind i hendes kalender, så blev de gjort.. Problemet var, at løb var forbundet med et stort sympatisk respons og dermed et ubehag. Det var der mange grunde til.

Da jeg sagde til hende, at hun skulle tage løb ud af kalenderen, og i stedet fokusere på det hun har lyst til, fik hun løbet. Der er mere til historien, men det at forstå at hendes adfærdsforandring kom ikke i at ville presse sig selv til at løbe. Det havde været en motiveret handling, som hun jo havde gjort før og ikke holdt ved. I stedet skulle hun fokusere på at få sit nervesystem i sikkerhed ved at fjerne det mentale pres for at skulle løbe, og så gør hun det, hun gerne vil.

Det er altså ikke en fordel at se sig selv som en med fri vilje. Tværtimod, så forhindrer det forandring, fordi vi fokuserer for meget på selve handlingen, dvs. adfærden, som vi gerne vil ændre. Når vi i stedet ser vores adfærd som et resultat af signaler i nervesystemet, begynder vi at kunne fokusere på der, hvor vi kan kontrollere reaktionskæden. 

Det vil sige, vi får en fri vilje, ved ikke at se os selv som mennesker med fri vilje. Vi fokuserer i stedet på at trykke på de rette knapper i nervesystemet.

Starte en ny reaktionskæde i nervesystemet, der så giver en ny adfærd. Det vil sige, vi udvider vores parasympatiske komfortzone med nye handlinger, der føles lette og tænder et parasympatisk respons. Nu begynder vi at opleve, at vi får kontrol over vores adfærd. Vi begynder at forstå vores mønstre og bliver i stand til at ændre på dem.

Den neutrale stemme versus følestemmen

I NSP-Træning differentierer vi mellem to typer af tanker. Dem der sker som en del af en reaktionskæde. Det vil sige, tanker vi ikke er i kontrol over. Tanker der sker uden for vores bevidsthed. Tanker, der i sidste ende kan gøre, at vi handler på en bestemt måde. Den type tanker kalder vi følestemmen, fordi de lyder som en stemme, men er forbundet med en følelse. Så hvis jeg har ondt, tænker jeg. at jeg har ondt. Følelse og tanke bliver altså forbundet i nervesystemet.

Det er denne del, der medfører vores adfærd. Det vil sige følelser og tanker, der sker på daglig basis uden vores bevidsthed.

Den anden form for tanker er neutrale tanker. Det er dem, vi vælger bevidst og derfor kan påvirke. Det er her, vores frie vilje starter. Jo mere vi har trænet den neutrale stemme, jo mere vil vi opleve at være i kontrol over vores adfærd. For dermed at gå fra at lave midlertidige forandringer forbundet med motivation, til handlinger der føles lette og ubesværede.

Den neutrale stemme er altså altid et tilvalg, hvor følestemmen er noget, der sker som en del af en reaktionskæde i nervesystemet.

Begge stemmer er trænet i os. De er ikke kommet tilfældigt.  Alt efter vores opvækst og vores programmering igennem livet, er den ene mere dominerende end den anden.  Mennesker, med en meget dominerende følestemme, vil opleve, at deres adfærd i høj grad styres af følelser. De taler måske grimt til dem selv og har i det hele taget mange tanker, der ikke hjælper med forandring og med at komme videre.

Når jeg arbejder med stress, angst og traumer, er der nærmest pr. definition en meget stærk følestemme. Det gælder også for folk, der mener, at de er meget rationelle. De ting du gør, arbejder med, menneskerne i dit liv, interesser, er alle ting forbundet med din parasympatiske komfortzone. Der hvor du har det godt. Vi fravælger helt naturligt mennesker og steder, der tænder et for stort  sympatisk respons. Så typisk vil effekterne af, at vi opsøger vores parasympatiske komfortzone, vise sig over et langt liv, hvor mange små valg får os derhen, hvor vi er i dag. 

Det betyder, at følelser kan drive os til både succes og fiasko.

Målet er at kunne være med følelserne, som nogen der styrer os. En del af os vi ikke kan ændre, men vi kan påvirke dem igennem den neutrale stemme. Vi kan bruge den neutrale stemme til at installere tanker og følelser i nervesystemet, der hjælper os imod vores mål. Det vil sige, at vi udvider den parasympatiske komfortzone for dermed at opleve, at vi har mere og mere fri vilje. Vi kan bevæge os flere og flere steder hen. Skabe større og større forandring, fordi handlingerne, som er forbundet med forandringen, ikke er svære. De kræver ikke en masse energi.

Skal man tjene mange penge, være en god leder eller forælder, er der mange små valg, som skal føles lette. De små valg, vi ikke ved, vi tager, skal arbejde for os og få os hen imod vores mål. Skal vi tabe os varigt, betyder det, at de små valg man skal tage, ikke er svære.  Det skal føles let at holde sin vægt. 

Konklusion - Har vi en fri vilje?

Vi har en rejse som mennesker, hvor vi skal lære at påvirke nervesystemet med det, vi kan. Når vi gør det, og arbejder med signalerne, der kommer før adfærden, i stedet for at arbejde med selve adfærden, så sker forandringen. Nu vil vi opleve, at vores frie vilje bliver større. Nu når vi faktisk de mål, vi gerne vil. De forandringer vi laver, er ikke midlertidige, men holder ved.